Året der gik

Året der gik…….

2020 var et meget specielt år. Vi startede godt efter planen med generalforsamlingen den 28 januar og planlagde da også foredraget om ”mobilpay og det kontaktløse samfund” til den 27. februar. Desværre var der ikke tilmeldinger nok, hvorefter vi aflyste. Dette skulle så desværre ikke være den eneste aflysning dette år, for den 11. marts annoncerede statsministeren, at DK lukkes ned.

Vi måtte så væbne os med tålmodighed, indtil vi kunne afholde det første arrangement dette år med Søs Egelind på Tønder Kulturhus Schweizerhalle. Det var et vellykket arrangement, hvor alle Corona regler blev overholdt til punkt og prikke. Der blev sprittet og holdt afstand, så alle kunne få en god aften.

Det næste og sidste arrangement i oktober blev så vores jubilæums arrangement, hvor Tjørnelunds Jazzband underholdt. Desværre blandede Corona sig stadig, men det blev en dejlig aften på trods af Corona restriktionerne.

Så kom Corona igen på banen og vi måtte aflyse de sidste 2 arrangementer.

I bestyrelsen skete der lidt omrokering, idet Irene Linnet stoppede, fordi hun flyttede til Sønderborg.  Alice Larsen, som hidtil var suppleant, kom ind i bestyrelsen og overtog kasserer posten. Desuden stoppede både Lis Gadeberg og Betty Borum i bestyrelsen på grund af alder.

Det var et mærkelig år, vi kom ud af 2020 og et lige så mærkeligt år, vi startede på i 2021. Men nu er vi i gang igen – og det er meget dejligt.

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for et fantastisk godt samarbejde i 2020 og deres tålmodighed med alt det bøvl og ekstra arbejde, som coronaen førte med sig i form af aflysninger/ikke aflysninger og arbejdet med at få foreningen ført igennem krisen.

Jeg vil også gerne takke jer medlemmer for at holde ved, støtte os og for at blive ved med at være en del af Aktive Kvinder i Tønder.

På bestyrelsens vegne

Gitte Petersen